Du starter i Skodborg og ender i det naturskønne område ved Jels Søerne. Lige før Jels vandrer du igennem Haraldsholm Skov, som sandsynligvis er en rest af den oprindelige Farrisskov og berygtet for røvere. I dag er turen gennem skoven en oplevelse i Naturens Katedral med stilhed, høje træer og sollys gennem løvtræernes toppe.
Skodborg-Jels
Dresvold
I Dresvold nær Skodborg står du ved et af Sønderjyllands mange anonyme voldsteder, der gemmer på en fortid, som selv historien har glemt.
I de frugtbare egne af Sønderjylland findes disse stille vidnesbyrd om fortiden: små, anonyme voldsteder bygget af de mange herremænd, der engang prægede landskabet. De fleste af disse steder er navnløse, fordi herremændene ikke har efterladt sig tilstrækkeligt med vidnesbyrd til, at navnet i dag er bevaret.
I middelalderens første århundreder boede de fleste herremænd inde i landsbyerne. Men 1300-tallet bragte uro og krige, og flere af herremændene flyttede ud og byggede borge på utilgængelige steder, som her ved Skodborg. I 1949, da vejarbejdere udvidede vejen mellem Skodborg og Gejlager, fandt de murværk under jorden, der udgjorde fundamentet til et stenhus. Det må have været hovedhuset i en ukendt herremands gård, der engang lå her. Syd for gården rejste herremanden en tårnbank for at beskytte sig mod angreb. Nedtrampet i kælderen fandt arkæologer en mønt fra Kristoffer 2., præget i Ribe i 1320'erne. Mønten og keramikken i kælderen antyder, at stenhuset må være opført omkring 1330.
Gejlager, 6630 Rødding
Haraldsholm Skov
Haraldsholm Skov, kun 2 km nord for Jels, er et 154 hektar stort skovområde ejet af Naturstyrelsen. Her møder du en varieret bevoksning med bøg, nåletræer, eg, lærk, douglasgran og lind. Skovens fugtige undergrund, med et tykt allag blot 30-40 cm nede, kræver grøfter til dræning, hvilket også har formet trævalget. Den nordlige del af skoven hviler på moræneler dækket af en sandbanke, hvilket vidner om istidslandskabet og israndens placering ved Jels Søerne få kilometer væk.
Hærvejen snor sig gennem skoven og følger de naturlige stier og veje. Her kan du nyde en tur gennem skovens katedral med himmelstræbende stammer, flimrende lys og et rigt fugleliv. Skoven bærer også præg af tidligere stormfald, især orkanen i 1999, der resulterede i genplantning med fokus på løvtræer.
Historisk set var Haraldsholm en del af den frygtede Farrisskov, der strakte sig fra Ribe til Lillebælt og var sparsomt beboet. Skoven rummer en græsklædt langhøj, som giver et glimt af fortiden. Tidligere passerede en smalsporsjernbane mellem Haderslev og Skodborg gennem området, bygget før Genforeningen for at sikre transport i det tyske rige.
Haraldsholm, nord for Jels, 6630 Rødding
Se bålpladsen i Haraldsholm skov på kort
Jels Mølle
Når du kommer fra Skodborg mod Jels, ser du Jels Mølle, en imponerende hollandsk gallerimølle opført i 1859. Gennem årene har møllen malet korn til foder, mel og gryn, og den har været et ikonisk syn på bakketoppen i byen. Med sin karakteristiske løgformede møllehat og et vingespænd på 21 meter har den hvidkalkede mølle udnyttet vindens kraft, været synlig i landskabet og givet mølleren en god udsigt
Den 12-kantede træterrasse rundt om møllen kaldes Galleriet og her gik mølleren og satte sejl på vingerne. Du vil se, at der indvendigt i møllen er bevaret den originale atmosfære med intakte kværne, hejseværk og korntragte. Den smukke løgformede møllehat er beklædt med sorte spån, som blev renoveret i 2009. I 1959 blev møllen fredet, og i 2014 blev fredning fornyet. Jels Mølle er i dag en af de få fredede møller i Danmark.
Selvom møllen ikke er åben dagligt, kan du være heldig at opleve møllelauget motionere møllens vinger en gang om ugen.
Slå dig ned ved bænkene, og tag dig tid til at nyde den fredede mølle og den historiske stemning på toppen af Jels.
Jels Møllegade 5, 6630 Rødding
Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Skodborg Skole’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
Få et stempel i dit Hærvejspas
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Skodborg Kirke og Jels Kirke.